Oscar er Claras bedste ven. Han bor i samme karré som Clara. De har kendt hinanden siden de kravlede rundt i sandkassen, og de holder stadig sammen, også selv om de andre nogle gange driller og råber: “Clara-og-Oscar-er-KÆRESTER!” og kommer med andre åndssvage kommentarer. Oscar ser næsten altid ud som om han er lige ved at komme til at grine, også selv om han egentlig er alvorlig. Derfor er det svært at se om han for eksempel er bange eller ked af det – men det er han så heller ikke så tit. Han tager ikke tingene så tungt, og er nogle gange meget længe om at opdage at noget faktisk er farligt. Han har mange andre venner også, og elsker at spille computerspil og se film og spise popcorn og spille fodbold og basket og den slags. Ligesom Clara bor han alene med sin mor (og labradorhunden Luffe). Oscars mor Malene er jurist og arbejder på et kontor i indre by, og hans far bor i England, så det er ikke så meget Oscar ser til ham.

Oscars mor har hængt et skilt op lige over Oscars seng hvor han ikke kan undgå at se det når han vågner. Der står: “Tænk før du taler!” Men det er nok ikke lige det Oscar er bedst til …



 Tilbage